Min mand kan..

(hov så gik der lille halvanden år, uden noget skriveri.. dét må jeg gøre noget ved.. der kommer måske en lille opdatering snart..)

I dag, kan Allan og jeg fejre 4 års bryllupsdag.
Det er kun 4 år. Men hvilke 4 år, Min kære mand, har ikke kun holdt mig ud gennem 2 graviditeter, men også stået ved min side gennem tabet af min far, svigermor og farmor, karriereræs, fyrring, manglende søvn, økonomi i ubalance, nyt hus, masser af ukrudt, ny by, og en hustru med manglende ordenssans i et hjem med to krudtugler og 100 ideer der altid ligger åbne. Han har formået at holde et roligt hyggeligt humør, kommet med opmuntringer og sande ord, i en tid hvor der var brug for lige netop det.

Jeg er stolt af ham og stolt af den mand han er i dag. En fantastisk far, der er et godt forbillede for vores drenge, en omsorgsfuld mand der går langt for mig, og ved ofte lige hvad jeg har brug for at høre.

Vi har haft 4 år som ægtefolk, endnu flere som kærester.. og jeg er SÅ klar til at følges med ham resten af mit liv, mere end nogen sinde..

Da vi stod ved alteret, var jeg forelsket og spændt på hvad tiden ville bringe os, og en romantisk drøm om vores liv sammen. Nu "bare" 4 år senere, er jeg begyndt at få en forståelse for, hvad det indebærer, hvornår man skal give mere end at modtage, nyde gyldne øjeblikke, værdsætte hinanden og kæmpe sammen, allermest når det virker helt umuligt og jeg allermest har lyst til at gå gennem dagen med morgenhår. Dét er romantisk i mine øjne.

Hurra for et Ægteskab med masser af stædighed, glæde, optimisme og humor.

 

 

Nyt år

 

2013! Familiens år.

Nytårsforsæt, en revidering af året der er gået, er vi der, hvor vi gerne vil være?
Et nyt år, følges ofte med vi hver især, kigger sig selv lige efter i sømmene, gik året som jeg gerne ville have det, er det noget der skal ændres og hvad mon bliver de store udfordringer i det nye år.

Jeg ved hvor mine udfordringer var sidste år, det har været et hårdt år, hvor vi som familie, har skulle lære livet at kende, uden min far. Jeg startede arbejde igen, og hverdagen med alle dens udfordringer, trådte ind af døren. Ingen hemmelighed, hvis ikke det var for min kære mand, havde året set helt anerledes ud, og nogle kampe, havde været en hel del hårdere!
Det forgangne år, har også været året, hvor Noa med al sin glans har udviklet sig fra at være en baby til en fantastisk lille personlighed.

Nu er vi trådt ind i et nyt år, og jeg glæder mig til alle dens udfordringer og uforudsete glæder. Det startede godt ud;

Vi fik nøglerne til vores nye hus d. 2 januar, hvilken fantastisk måde at starte og markerer et nyt år, er kommet. Vi flytter i morgen, og kan slet ikke vente, med at gøre det til vores hjem. Lige nu er alt flytterod og herlig forvirring. Så jeg glæder mig, utroligt, til at være på plads og kunne nyde vores nye hus.


Vi er ikke helt færdige med nye store ting til dette år.
Vi skal være forældre igen, til en lille fantastisk spirrevip til sommer!

Et begyndende lille liv, helt fantastisk.

Vores skønne lille dreng, Noa, er i en fantastisk alder, fuld af fart, glæde og en masse omsorg for sin verden omkring sig. Vi glæder os til at se ham i sin nye rolle, som storebror.

En sød lille anekdote;
vi sidder i sofaen, og jeg fortæller og peger på min mave
- "Noa, der er en baby i mors mave".
Noa kigger på mig, løfter op i min trøje, studerer min mave nøje.
Kigger derefter op på mig igen, med et konkluderende blik og siger -"Næh".
og går så ned og leger videre...

Siden hen, har han peget flere gang på maven og udbrød "BABY"

Han er i det hele taget blevet utrolig glad for babyer, det er dog efter vi har set "en shreklig jul".
Så forventningen til hvad der ligger i maven, er måske lidt afvigende....

Det er ingen hemmelighed, at jeg glæder mig til det nye år. For vores vedkommende, venter der mange glæder og nyt liv, og uden samligning, en masse udfordringer, vi ikke har prøvet før, men vi er klar til at have familie og hjem i fokus. Så jeg er overbevist om, at jeg er lige præcis dér hvor jeg gerne vil være :)

Godt nytår til jer alle :)

Lucia-skrål

For at gøre en kort historie lang.....

December er en magisk måned, om du vil det eller ej, er det nok den måned, vi lægger flest tanker, penge, tid med familien og spiser mad uden omtanke.

Lørdag d. 15 Dec. er dømt til en dag i kaos. Specielt hvis dagen bruges i et storcenter, i en børne butik, hvor hver en gæst (ja, hos os har vi ikke kunder, vi har gæster) skal have sin tid.
Jeg er vild med disse dage, og jeg frygter dem en smule. Får jeg ved det er mit ansvar at dagen kører smurt, både for vores gæster, men så sandelig også for mine medarbejdere.
Helt ærligt, så skal man være rustet til lidt af hvert, når du en lørdag jonglere rundt med gæste vare-ønsker, bamser, penge og en hulens masse energi.
Af en eller anden grund, så er de mennesker der står i butiksuniform, blevet til personlige-pleasere og det er så sandelig deres job, hvis kundens ønske ikke bliver indfriet. Vi oplever spontane kram, vredes udbrud, rullende øjne og håndtryk givet med respekt, trods vi lægger en dyd i, at gøre vores absolut bedste.

....Som mor, veninde, hustru, søster og datter, ved jeg at jeg absolut vil gå hammer langt, for de personer der står mig nærmest, det er en selvfølgelig følelse, som jeg tror vi alle bærer.

I dag gik jeg et skridt videre.....

Vi har planlagt Lucia-optog i butikken.
8 små skønne piger, havde tilmeldt sig til vores optog, som skulle bestå af vores maskot Pawlette, 2 medarbejdere (der kunne synge) og alle de gæster + deres bamser, der ønskede at være med.
Jeg kunne lige se det for, det ville blive smukt, sjovt og alle i centeret ville selvfølgelig give plads, juble og synge med. Det skulle nok blive godt...

Med en sygmelding og en lidt for travl butik, blev scenariet lidt anderledes. Det endte sådan her......

Pawlette, 8 skønne piger + bamser, og jeg (!!) skulle ud på optog. Pigerne havde fået en fin sølvkrans om hovedet (inkl. mig selv) og stukket en lap papir i hånden, de LOVEDE mig at synge med og synge højt. For på tur i centeret skulle vi.....

Det er INGEN hemmelighed, jeg er og har aldrig været en garvet eller god sanger, her passer jeg bedst ind i mængden, det beviste jeg i dag!
Vi startede i butikken, trygt og hyggeligt, alle de søde pigestemmer kunne høres, forældrene stod med smartphone og kamera klar til at forevige dette smukke øjeblik..(!)

Så gik vi ud, Jeg fik den (tvungen) ære, at gå forrest med vores maskot, igennem en menneskemængde der var tyk, og her skråle synge, så højt det var tilladt, den evige Lucia-sang med alle dens stavefejl (i hvert fald når det kommer fra min mund). Det blev en tur, hvor jeg skulle manøvre vores maskot rundt, sørge for at kunne bane vej, synge så højt at pigerne var med, samtidig med at hver en person der kiggede fik et anstrengt smil med på vejen.                                               Det var ømt!

Jeg har nu opdaget, at hvis man ikke er trænet, og GÅR og synger, forholdsvis højt, begynder ens (læs min) stemme, sørme at vige fra den rigtige tone, i forskellige tonearter og niveauer. Dette startede ikke langt, fra butikken og varede hele de 15 min. LANGE tur.. Den klump, måtte lige sluges med et smil.
At jeg har nogle utrolig op bakkende nabobutikker (TDC, 3, Telia) der valgte at stille sig ud og smile (MED lyd), og støtte op om denne skønsang, med hujen og skrålen, er jo fantastisk.

Dette scenario sluttede vi af i butikken, hvor 2 af Lucia-pigerne, skulle have en fødselsdags sang. At butikken var fyldt, og at jeg var den eneste der kunne vores fødselsdagssang rigtigt, gjorde at jeg bare måtte synge endnu højere........men nu havde jeg selvfølgelig varmet op!

Jeg er taknemmelig, for et job med udfordringer.

og trods titlen som Butikschef, er følelsen af storhedsvanvid, ikke eksisterende!

søndag og sne uden kulde

 

I søndags, vågnede jeg op til, utrolig mange snehvide haver på facebook.

Det er jo fantastisk, som vi år efter år, bliver begejstret over et sneklædt landskab. Endnu bedre, er det, at vi slet ikke har lyst til at holde det for os selv, men skynder os at dele det med vores omverden. Jeg synes det er fantastisk!

 

Vi er slet ikke anerledes, og begejstringen vi havde, ved at vågne op til hvidt, skulle så absolut deles og opleves gennem og sammen med Noa.

 

Inden jeg skulle på arbejde, hoppede vi alle i vintertøjet, og ned til vores lille kælkebakke.

 

Hvilket herligt syn, der mødte os, for vi var, så absolut ikke de eneste.

 

Det er absolut værd, at se en kælketur, med et barns øjne, for turen op, kan være lige så spændende som turen ned. og hvad kælken skal være fyldt med, er heller ikke ligetil.

Noa ville selv bære kælken op, og endte også med SELV at kører ned af bakken (HVORNÅR blev min søn så stor!?)

 

 

...Så var der arbejde!

Sjovt som der i et center, kan være larmende tomt, specielt en dag som denne.. hvor det gav sig selv, at alle burde finde deres indre legebarn frem og begive sig uden for...

 

Vi var alle enige på arbejdet hvor vi ville være... til det er der kun at sige HALLELUJA! for fantasien og skøn-skøre medarbejdere... intet var mere oplagt end en sneboldskrig "in build-a-bear style".

Og trods vores rolle, som servicemedarbejdere, var ingen hellige her..

Hvilket bød på spontan jubel OG forbavselse hos børn og voksne. Heldigvis HELDIGVIS, er der ikke langt fra alvor til sjov og alle som en, der bød sig ind i butikken blev lynhurtigt til en kriger.

 

Endnu engang, kan jeg kun konkludere, der er intet bedre end at grine og lege med folk vi ikke kender.

Det kan som intet andet, bringe os tættere på hinanden, og den virkelighed, vi vel alle ønsker at være en del af (?). Jeg ved hvilken rolle jeg vil spille...

 

Lykken er..

At hente sin søn fra dagplejen, på kælk!

Absolut det bedste transportmiddel, i al den sne...

et barndomshjem

Godt så, tiden går...
..Så gælder det sørme også om at bruge tiden til noget fornuftigt..

Det sidste års tid, har vi gået og drømt lidt om fremtiden, sjovt som børn giver en, en længsel efter mere, noget jordnært og et hjem vi kan kalde vores eget.
SÅ, vi har skiftet vores 3-værelses på 3 sal, ud med et hus, et barndomshjem til Noa. Vi rykker videre i livet..

Det passer dejlig symbolsk, vi får nøglerne d. 2 januar, starter nyt år, med nyt hus, ny by, og en masse spændende udfordringer, som husejer.

Et barndomshjem

Jeg er dit hjem og dit hjerte
Jeg er hvad du altid har kendt
og hos dig jeg altid har været
i alt som der for dig er hændt

Jeg var der da du endelig ku' kravle
Det var hos mig du lærte at gå
Jeg var der os' da du ku' snakke
Og hele verden forstå

Jeg var der i medgang og modgang
Jeg var der da alting var hård
Jeg lærte dig at du godt måtte græde
Og hurtigt tør' tårerne bort

Jeg var der da du lærte at elske
Jeg var der da du lærte at le
Men jeg lærte dig vikligheds alvor
At alting det pludselig kan ske

Jeg var hos dig når noget gik galt
Jeg pusted' det sårede knæ
Jeg satte smil på dine læber
Og gav dig altid tryghed og læ

Jeg ved det en dag vil komme
Hvor du fra mig jo skal gå
Jeg vil huske alle vor' stunder
Det må du nu forstå

Jeg vil altid vær' hvor jeg er
Og du ved hvor jeg er min ven
Og hvis du nogensinde skulle savne lidt tryghed
Må du komme til mig igen

Fly fornøjelser

ENDELIG, ferie til mig :)

Noget jeg har set frem til, siden i sommers. Da min kære mand, ikke havde mulighed for at holde ferie, i lige så mange dage. Tog Noa og jeg på fantastisk tur til Aalborg, hos en kær veninde jeg ser alt for sjældent.
Aalborg er LANGT væk, hvis man skal sidde i tog i 5½ time, med en lille spilop som rejsemakker. Så er det noget mere tiltrækkende, at flyve i 45 min.
Når det så er sagt, var spændingen at skulle sidde absolut stille mens vi fløj, uden at være til gene for vores medpassagerer, og ventetiden inden vi skulle flyve.
Al min bekymring, blev gjort til skamme, hvilket jeg ELSKER!

Så snart vi checker ind, fandt vi hurtigt frem til den lille flyver, der stod klar til børn.
Her sad en mor med hendes lille dreng og legede.
Mens Noa og hans nye jævnaldrende buddy erobrede flyveren, fandt jeg, sammen med en ny ven, Christina, flere og flere paralleller, i vores rolle som mor.
En ekstra bonus, da flyet var forsinket, var de ekstra sæt hænder, vi begge fik.
Jeg bliver aldrig træt, af den direkte indgangsvinkel, børn giver, til vores medmennesker.

Det var en fornøjelse at bruge ventetiden med en skøn mor og hendes dejlige dreng.

Da flyet var en ½ time forsinket, var det rigtig i Noa's krisetime, Så flyturen bragte endnu mere spændingen til moren. Vi fik fornøjelsen af at sidde ved et ældre ægtepar. De fik hurtigt rollen som Fly-bedste'r, og klarede rollen til fulde. Bonus, de nu gad at hygge med Noa, når nu der var lidt bedre udsyn til tegnefilm hos Fly-bedste.

Turen gik over alt forventning.

Og dagene i Aalborg gik bare alt for hurtigt. <3

Ved sikkerhedskontrollen, fik Noa en tegnebog og lidt farver, et HIT!
Det mente Noa da, at hele lufthavnen skulle vide, hvor heldig han var. Så udover det sædvanlige "HEJ" - "HejHej", til alle vi gik forbi, blev der, på bedste pludresprog fortalt og vist til alle der var interesseret, eller MÅSKE var interesseret.
Hans ligefremhed, vækker for det meste smil og glæde hos folk, og det gør hverdagen en hel del sjovere, så selv en flyvetur, bliver af bedste underholdning.

Noa viser os gang på gang;

-Fremmede, er bare venner vi ikke har mødt endnu!